Hvorfor flerårige

UK   Español  Italiano   Dansk 

 Jeg sad i en bus på vej hjem fra London og spiste et måltid, som indeholdt stegte kastanier. Over for mig sad et par og spiste sandwich. Jeg kom så til at tænke på forskellen mellem den mad vi spiste. Ernæringsmæssigt var den nogenlunde ens, både kastanier og hvede er gode til at forsyne os med kulhydrater, men kastanier har et lidt lavere protein indhold. Så tænkte jeg på det arbejde det krævede at dyrke, høste og udnytte hver af afgrøderne.

Med de søde kastanier er det eneste man behøver at gøre (når træet er plantet og er gammelt nok til at bære frugt) at gå hen og høste frugterne i efteråret - træerne vil blive ved med at give et afkast i måske hundredevis af år uden din hjælp. Med hveden er det en helt anden sag. Her må marken jordbehandles hvert år, for at klargøre et såbed; så må frøene sås, der skal findes en metode til at kontrollere ukrudtet; gødning skal tilføres for at få et tilfredsstillende udbytte; fungicider og insekticider tilføres for at kontrollere sygdomme og skadedyr og der bruges et stort maskineri til at høste afgrøden.

Dette er tilsammen et stort ekstra arbejde, især når man tager i betragtning, at selv med denne store arbejdsindsats, vil hveden stadig give et lavere udbytte end det der kunne dyrkes på det samme areal med kastanier. Det fik mig til at undres over, hvorfor i himlens navn folk er begyndt at dyrke enårige afgrøder.

Når man begynder at overveje den bredere effekt af at dyrke enårige afgrøder som hvede i forhold til træer eller andre flerårige afgrøder, så er det som om emnet bevæger sig fra det farceagtige til det fuldstændigt latterlige. Vi har ikke alene givet os selv en masse ekstra arbejde for lavere udbytter, vi har også udviklet en metode til at dyrke vores mad, som er ekstremt skadelig for vores miljø og for de væsener og planter som lever i det (hvilket selvfølgelig indbefatter os selv)

Lad mig prøve at forklare dette, og give et eksempel hvor jeg sammenligner en mark med hvede med en skov.

Etårig monokultur

Etårige afgrøder, dyrket i et konventionelt system, kræver at jorden opdyrkes (med jordbehandling). Det at opdyrke jorden er i sig selv med til at ødelægge det organiske materiale, det dræber meget af jordens fauna og jorden efterlades til en større risiko for erosion når den udsættes for vind og regn. Jordstrukturen skades, og ved fortsat dyrkning vil jordens dybere lag komprimeres, så vandet ikke kan trænge ned, og planterødderne ikke kan trænge igennem og optage næringsstofferne. Når det regner vaskes jorden ud; når du f.eks. går på en landevej en våd dag, så vil du se det mudrede vand der flyder i vejsiden, det er vores værdifulde muldjord der bæres væk til vandløb og videre ud i havet.

Translations to the drawing:

• all plants grow to similar height at same time= alle planter vokser til samme højde på samme tid
• exposed soil is lost by erosion= udsat jord mistes ved erosion
• ground level= jordoverfladen
• all roots occupy similar depths= alle rødder optager samme dybde
• nutrients here are less accessible to plants= næringsstoffer her er mindre tilgængelige for planterne
• typical monocultural environment= typisk monokultur miljø
• leached nutrients become polutants= næringsstoffer der udvaskes bliver en forureningskilde

I en hvedemark har alle planterne det samme næringsstofbehov, deres rødder udnytter det samme lag af jorden, og vil kun kunne optage næringsstoffer fra dette jordlag. Alle næringsstoffer der er vasket dybere ned i jorden har planterne mistet, og de vil på et eller andet tidspunkt finde vej til vandsystemet, og enten udvaskes i havet eller forurene vores drikkevand. Da de er genetisk meget ens er disse planter alle modtagelige for de samme sygdomme og skadedyr og stiller alle nogenlunde de samme krav til klimaet. Hvis en lider, så lider de alle. Systemet er afhængigt af store indput af gødning, herbicider, pesticider, fungicider osv. Jorden er ikke meget andet end et medie til at have planterne stående i, og selv dette får den svært ved at gøre godt, når jordstrukturen og dybden ødelægges. The Fenlands (i det østlige England) mister f.eks. 30 mm overflade jord hvert år.

En hvedemark er som en ørken for de fleste vilde dyr og planter- det intensive dyrkningssystem betyder at kun meget få plantearter vil kunne vokse i marken, og derfor vil der være meget få dyr der kan overleve i og omkring markerne. I en udgave af avisen The Guardian 12/08/94 var der en artikel om den faldende population af nogle af vores mest almindelige fuglearter. I perioden fra 1969 til 1991 var tre spurvearter gået tilbage med 85%, kornværling med 76%, agerhøne med 73%, turteldue med 75%, og sanglærke med 50%. Artiklen lagde skylden på vore dages landbrugspraksis, som har ladet de levende hegn ødelægge, har pløjet engene, og har høstet markerne før fuglene har nået at opfostre deres unger. Artiklen sagde at den fuglesang, som kan bringe luften til live og fortrylle en morgenstund, ikke længere høres i mange dele af det østlige England, morgenerne er nu uhyggeligt stille.

Man kan argumentere med at udbyttet af hvede er øget dramatisk i de sidste 100 år, fra omkring 1 ton. pr acre (0,4 hektar) til 3 tons eller mere nu. Men er det bæredygtigt? Nej det er ikke! Når du tager den energi med i betragtning, som er brugt til at fremstille landbrugsmaskineriet, hælde brændstof på det, lave kunstgødningen og alle de andre ting der skal gøres for at producere maden, så er der faktisk brugt meget mere energi på at fremstille maden end den producerede mad i sig selv indeholder af energi! Disse latterlige forhold kan kun opretholdes på grund af vores nuværende afhængighed af fossile brændstoffer, men hvor længe kan det fortsætte?

Skovsystemer

Lad os nu se på et af vores hjemmehørende skovsystemer. Hvem tilfører dette kunstgødning? Hvem sprøjter det med fungicider? hvem tilfører det herbicider? Og hvorfor bliver det hele ikke ædt op af insekter? År efter år præsterer skoven masser af plantevækst, og giver føde til pattedyr, fugle og insekter. En stor variation af planter vokser side om side, nogle gange konkurrerer de, men oftere udfylder de fint hver sin niche af skoven. Foreksempel vil nogle planter have et dybt rodsystem, og disse vil optage mange af deres næringsstoffer dybt nede fra i jorden, uden for andre planters rækkevidde. Når deres blade dør i efteråret, vil mange af disse næringsstoffer blive gjort tilgængelige for andre medlemmer af plantesamfundet. Andre planter vil have mere overfladiske rodsystemer, og disse vil optage næringsstofferne nærmere jordoverfladen. Ligeledes vil der i skoven være forskellige niveauer i højden. Nogle af planterne vil være høje træer, andre vil være mindre træer eller buske, der vil være klatreplanter, som finder deres vej op af træernes stammer og små flerårige, som kan gro i træernes skygge vil være at finde i skovbunden. Nogle af de mindre planter vil begynde at gro tidligt på året, før træerne er sprunget ud, og vil afslutte det meste af deres livscyklus i den tidlige sommer. På den måde er der forskellige nicher for planterne at optage i jordlagene, over jorden og i tid.

    

Translations to the drawing:

• Typical Woodland Environment= Typisk skov miljø
• plants occupy the complete range of heights= planterne optager alle niveauer i højden
• plants grow at different times of year= planterne vokser på forskellige tider af året
• habitats for wildlife encourage biodiversity= levesteder for de vilde dyr fremmer den biologiske variation
• nutrients from decaying material are reabsorbed= næringsstoffer fra henfaldende materiale genoptages
• plantroots draw nutrients from a wide range of depths= planterødder henter næringsstoffer fra mange niveauer i dybden

Træernes kronlag skaber et afskærmet og mere stabilt miljø inde i skoven. Temperatur forandringerne er mindre ekstreme end på en åben mark, der er mindre vind og frost, og derfor er planterne mindre udsatte for vejrets luner. På grund af de forskellige levesteder, er der en bred vifte af dyr der kan leve i skoven, og jo flere forskellige arter der kan leve i et økosystem, desto mere stabilt bliver det. Regnens styrke brydes af træerne, og det tykke tæppe af organisk materiale optager regnen og tillader den at trænge ned i jorden, og forøge vandlageret i stedet for at løbe af til vandløbene og derefter til havet, og samtidig tage muld og næringsstoffer med sig.

Der er forskellige aktiviteter fra svampe og bakterier i en skovs rodsystem, og disse øger planternes muligheder for at optage næringsstoffer fra jorden, og producerer også næringsstoffer som planterne kan udnytte. Nyere forskning har vist at jo større en variation af planter der vokser i et område, desto større er den totale plantevækst, som vil finde sted. Det er derfor vi kan iagttage, at skoven ikke bare er selvforsynende og højproduktiv, den kan også føre til en gradvis opbygning af jordens frugtbarhed, til forskel fra enårigt dyrket jord, som har behov for konstante indput, hvis den skal forblive frugtbar.

Værdien af variation

Ved at dyrke et antal forskellige arter sammen, sådan at der ikke er en stor tilplantning af kun en enkelt art, vil insekter der visuelt udsøger sig en enkelt art måske blive forvirret af de forskellige planteformer, og være mindre istand til at finde de arter de leder efter. Hvis du kan forestille dig nogle få skadelige insekter der ankommer til en hvedemark. Når de først er landet på en hvedeplante, er det lige meget hvilken vej de bevæger sig, så kan de ikke undgå at komme til den næste hvedeplante, simpelthen fordi de er helt omringet af dem. Det er himlen på jorden for insektet og ideelle formeringsbetingelser. Resultatet er en eksplosiv formeringshastighed, normalt kun kontrolleret af et dyrt arsenal af kemiske sprøjtemidler. Hvis marken på den anden side indeholder en diversitet af planter, som den der findes i vores hjemlige skove, vil insekterne være nød til at arbejde meget hårdere for at finde den næste værtsplante, og den vil være meget mere udsat for angreb, både fordi den vil være nød til at bevæge sig meget mere, og fordi variationen af planter giver dens fjender flere levesteder. Resultatet vil være meget mindre skade på planterne og en mere afbalanceret population af skade og nyttedyr.

En artikel i forårs udgaven 1994 af ´Kew´ magazine, fortalte om en gruppe chimpanser, som levede i et lille skovområde kaldet Gombe i Afrika. Skoven er et reservat og omringet af dyrket land. Artiklen fortsatte:-

'Udenfor Gombe kæmper den lokale befolkning for at leve af måske 30 forskellige typer mad, oftest indførte plantearter dyrket under tørre forhold i erosionsudsat jord... Men chimpanserne ser ud til at være botaniske eksperter, der ved præcis hvor og hvornår den næste afgrøde kan høstes. Der er måske kun 6 store fødeplanter hver måned, men over året, bruges mere end 150 arter. Nogle af de frugter de spiser er delikate, og de kan bestemt lære os en masse om en balanceret kost, og hvordan vi passer på vores helbred. Men selvom vi ved meget om chimpansernes sociale adfærd, er vores forståelse af deres botaniske viden, og dens vigtighed for os, stadig i sin vugge. Få af deres fødeplanter er blevet testet for næringsstoffer eller medicinske anvendelsesmuligheder.' Det ser ud til at chimpanserne er mere intelligente end vi er!

Udvælgelse af planter.

Hvis du prøver at være afhængig af en typisk engelsk skov til at forsyne dig med al din føde i et år, vil du selvfølgelig enten dø af sult ret hurtigt, eller du vil være nød til at lære at spise nogle planter med en temmelig dårlig smag, f.eks. agern. Der er sandsynligvis ingen af disse muligheder der appellerer til dig- men der er et alternativ. Det er muligt at designe en skov, som bruger de retningslinier som naturen har vist os, men bruge arter som kan forsyne os med velsmagende frugt, frø, blade, rødder og blomster. Når det er omhyggeligt designet kan sådan et system:-

• Være meget mere produktivt end en mark med etårige
• Producere et meget større udbud af mad
• Kræve meget mindre arbejde
• Kræve meget mindre indput, så som gødning og pesticider
• Skabe værdifulde levesteder for de vilde dyr
• Være meget æstetisk tilfredsstillende

Det handler alt sammen om at vælge de rette blandinger af arter. Der er over 5.000 arter af spiselige planter, som kan dyrkes udenfor i Storbritannien, og omkring 2.100 af disse kan dyrkes i en skov, så der er virkelig ingen mangel på varianter at vælge imellem.

Hovedproblemet er, at folk selektivt har dyrket de enårige afgrøder i en periode på tusindvis af år. I den tid har de dyrkede planter ofte forandret sig dramatisk, fra de originale vilde arter (blomkål, rosenkål og kål stammer alle fra den samme vilde plante) og smagen og udbyttet har undergået store forandringer. Den dyrkede hovedsalat blev faktisk fremavlet fra en bittert smagende giftig plante, og den vilde stamfar til guleroden har en tynd træet rod, som virkelig ikke er behagelig at spise.

Den selektive avl havde i midlertid også nogle ulemper. Vi er muligvis endt op med en hovedsalat, som har milde velsmagende blade, som går fint i en salat, men vi har også en plante, som er meget modtagelig for skadedyr og sygdomme, samtidig med at den kræver en masse opmærksomhed, under dyrkningen, fordi den er ude af stand til at konkurrere med de fleste andre planter. Der til kommer, at hvis nogen ønsker at spise salat hele året rundt, vil de være nød til at så frø mindst 10 gange i løbet af året- hvilket indbefatter at klargøre jorden, luge, vande hvis det er tørt, prøve at forhindre at planten går i stok hvis vejret er for varmt, og prøve at forhindre dem i at rådne hvis vejret er for vådt. Vi er også nød til at tilføre næringsstoffer og organisk materiale til jorden, hvis vi skal producere en plante af god kvalitet. Selv med al denne opmærksomhed vil vi producere en plante med et betydeligt mindre indhold af næringsstoffer end den vilde plante den blev fremavlet fra.

De fleste af de flerårige planter som vi anbefaler til skov tilplantning, er aldrig blevet selektivt fremavlet efter udbytte smag osv. Høsten vil måske være mindre end du ville forvente fra dyrkede enårige planter, eller den er måske mere uensartet, men alle planterne på listen nedenfor, giver meget velsmagende afkast. Når de en gang er etableret vil de fortsætte med at give et afkast i mange år med meget lidt arbejde fra den der dyrker dem. Ikke bare det, men der vil også være en tendens til, at de lider meget mindre under sygdomme og skadedyr, at de vil stille mindre krav til næringsstoffer og at de vil være mere robuste over for vejrets luner. Siden mange forskellige arter kan optage det samme areal, kan det samlede udbytte være meget højere end fra enårige planter. Der er også et stort spillerum for omhyggelig udvælgelse og avl, med den hensigt at fremstille planter der er mere produktive og lettere at høste. Enhver selektiv avl bør imidlertid altid tage alle muligheder for negative effekter på planterne med i betragtning.

En skovhave.

Det første du har brug for er en skov. Hvis du er så heldig, at du allerede har nogle få voksne træer, så kan du med det samme begynde at plante de andre planter i skoven. Hvis du ikke allerede har nogle træer, så er det bedst at plante dem først, og lade dem gro i nogle få år, så de kan etablere sig inden du placerer de andre planter. Der er nogle generelle ting man skal huske, når man skal beslutte om og hvor man skal plante en skovhave.

1. Man kan få træer til at vokse stort set over alt i Storbritannien (97% af landet var dækket af træer, før folk begynde at fælde dem). Det der er vigtigt, er at vælge de rigtige træer til stedet- hvis man f.eks. planter tæt på kysten, så er man nød til at vælge arter, der kan tolerere de kraftige salte vinde. Når så træerne er etablerede, vil de skabe læ for vind og vejr, sådan at andre mindre tolerante planter kan gro imellem dem.
2. Du behøver ikke store arealer for at dyrke en skovhave. Ved at vælge små træer er det muligt, at have en mini-skovhave selv i en lille baggård.
3. Vær bevidst om hvilke afgrøder du vil dyrke, og vælg så de passende arter og sorter.
4. Plant de solkrævende på skovhavens solside- de fleste frugtbærende arter giver det bedste afkast, når de dyrkes i fuld sol.
5. Høje træer bør placeres i nordsiden, sådan at de ikke skygger for de mindre arter.
6. Vær bevidst om hver plantes livskraft, og planlæg efter det. Hvis du f.eks. planter en meget kraftigt groende klatreplante op ad et lille træ, så er det meget muligt, at træet vil blive kvalt af klatreplanten og dø.

Der er ikke plads i denne folder til at fortælle om de planter, der kan dyrkes i en skovhave- hvis du ønsker mere information om dette, så spørg venligst efter vores folder med titlen Woodland Garten Plants. Alligevel vil jeg gerne opremse bare nogle få af de planter som du kunne dyrke for at forsyne dig med mad året rundt.

Frø

Araucaria araucana (abetræ); Caragana arborescens (Sibirsk ærtebusk); Castanea sativa (Sød kastanie); Cephalotaxus drupacea harringtonii; Corylus sorter (cobnødder og filberts); Juglans regia (valnød) og Quercus ilex (steneg). Alle bærer de godt, i det mindste i dele af Storbritanien.

Frugter

Her er der en så bred vifte, at jeg kun kan nævne nogle få af dem. Actinidia deliciosa (Kiwifrugt); Amelanchier alnifolia (bærmispel); Cornus- arter (Kornel); Crataegus- arter (Tjørn); Elaeagnus x ebbingei (Hybrid fra sølvbladsfamilien); Malus sylvestris domestica (Æble); Prunus domestica (Blomme); Pyrus communis (Pære); Ribes arter (Stikkelsbær og ribs og solbær) og rubus arter (Hindbær og brombær) vil skabe et regelmæssigt afkast af bær året rundt.

Blad

Allium ursinum (ramsløg); Campanula persicifolia (Smalbladet Klokke); Cryptotania japonica (Japansk persille); Fagopyrum dibotrys (Flerårig boghvede); Montia sibirica (plante i vandarve familien); Myrrhis odorata (Sødskærm); Rumex acetosa (Syre); Tilia arter (Lindetræer); Urtica dioica (Brændenælder) og Viola odorata (Martsviol) er bare nogle få af de arter der er at vælge imellem, og fra dem skulle man kunne plukke friske plade hele året rundt.

Rødde

Erythronium arter (hundetand); Lathyrus tuberosus; Lilium lancifolium (tigerlilje); Medeola virginica ("agurkrod"- direkte oversat fra engelsk) og Streptopus amplexifolious er nogle af de mere interessante rodfrugter man kan dyrke.

Dansk udgave af: PermAgro - The Permaculture Research Institute Denmark